Hvad er en hensættelse?
En hensættelse er et beløb, der er afsat til en forventet fremtidig udgift baseret på hændelser i tidligere eller indeværende regnskabsår. Det er ikke sikkert, at den fremtidige udgift bliver en realitet, men hvis der er en sandsynlighed for det, skal hensættelsen registreres som en post på regnskabets balance.
Fra hensættelse til hensat forpligtelse
Efter indførelsen af Årsregnskabsloven i 2001 er betegnelsen “hensættelse” blevet erstattet af “hensat forpligtelse”. Den nye betegnelse ændrer dog ikke ved, hvad begrebet indebærer.
Hvorfor giver hensættelser et mere retvisende regnskab
Når en virksomhed engagerer sig i aktiviteter, der endnu ikke har haft økonomiske konsekvenser, men som forventes at få det, skal disse aktiviteter bogføres som hensættelser. Dette skaber et mere retvisende regnskab, fordi virksomheden på forhånd tager højde for mulige fremtidige omkostninger.
Hensættelser tager højde for den tidsmæssige forskydning mellem en hændelse og den økonomiske påvirkning af hændelsen. Et eksempel kunne være en retssag, som virksomheden står til at tabe. I sådanne tilfælde kan virksomheden registrere retssagen som en hensættelse, og hvis sagen tabes, vil den faktiske udgift blive registreret senere.
Tre kriterier for hensættelser
For ar kunne lave en hensættelse er der 3 kritierne som skal opfyldes
- Forudgående begivenheder: Hensættelsen skal være et resultat af begivenheder, der har fundet sted før balancedagen, og som kan medføre en fremtidig økonomisk eller retslig forpligtelse.
- Sandsynlighed for udgift: Det skal være sandsynligt, at hensættelsen vil føre til et økonomisk træk på virksomhedens ressourcer. Der skal være en sandsynlighed for udgiften der minimum er større end 50 %.
- Mulighed for vurdering: Det skal være muligt at estimere størrelsen af det beløb, der skal hensættes. Det er virksomhedens ledelse, der foretager denne vurdering.
Hvordan bogfører man hensættelser?
Når en hensættelse skal bogføres, registreres den som en omkostning i resultatopgørelsen og modposteres som gæld under passiver i balancen. Beregningen af hensættelsen kan baseres på et skøn, og det er tilladt at justere beløbet senere, hvis der kan foretages en mere præcis vurdering.
For at sikre korrekt bogføring kan det være en fordel at få hjælp fra en revisor, der kan rådgive om både beløbsfastsættelse og dokumentation.