Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages

Torskegilde hos Skat: Hvad er det og hvordan undgår du det?

Logo af Skattestyrelsen, der indkalder til torskegilder

Du har sikkert hørt udtrykket før. Torskegilde. Mange andre artikler om emnet vil fortælle dig, at det i hvert fald ikke handler om at spise fisk i Thyborøn med Lars Løkke. 

Men ved du nok godt allerede.

I denne artikel vil vi dække ordets betydning, oprindelse (etymologi), hvad det konkret betyder for dig, og hvordan du undgår det.

Grundlæggende, så skal du ikke frygte torskegildet, hvis du har styr på dine ting. 

Ligesom en eksamen er den flittige elevs fest, så er torskegildet en fryd for den leder, der har orden i papirerne.

Men det er ikke sikkert, at det føles sådan i øjeblikket, hvor Skat banker på..

Hvad er et torskegilde?

Kort og godt, så er torskegildet den indkaldelse du kan få af Skat, hvor du skal stå skoleret for din virksomheds opførsel.

Du skal stå til ansvar for, at dit regnskab stemmer overens med virkeligheden.

Du skal fremvise bilag. Du skal forklare, regne og fortælle.

Udtrykket har en næsten mytisk karakter blandt iværksættere og små virksomhedsejere.

Angsten for at blive fanget i en fejl – bevidst eller ubevidst – ligger som en trykkende tåge over erhvervslivet. 

Det er også meningen, hvis man spørger Skat. “Formålet med segmentets aktiviteter er at øge synligheden og derigennem den oplevede opdagelsesrisiko på området.” 

“Opdagelsesrisiko” er her et udtryk for, at frygten for kontrol skal sikre at alle opfører sig pænt. 

Men har du styr på dine sager, skal du ikke frygte noget. Medmindre du bevidst snyder i skat og moms vil du formentlig slippe helskindet (helskællet?) gennem affæren. 

Hvor oprinder torskegilde fra og hvad betyder det?

Torskegilde er et humoristisk udtryk, der dækker over at blive indkaldt til skattekontrol. 

At finde humor i den situation er tegnet på at vi danskere altid har været lidt selvironiske.

Det har egentlig ikke som sådan noget med fisken at gøre. Ifølge den danske ordbog blev udtrykket brugt første gang i 1944 i Berlingske.

Udtrykket er fra betydningen af ordet “torsk” som et fjols eller fæ. 

Man kan måske gætte sig til, at betydningen dermed her er at Skat har et gilde hvor de spiser torsken – altså fjolset der ikke har haft styr på sin økonomi. 

Eller måske, at man indkaldes som skatteyder for at spise sine egne torsk, altså dumheder.

Lækkert, ikke? 

Er der risiko for at blive indkaldt til torskegilde hos Skat?

Det er ikke umiddelbart muligt at få et direkte svar på, hvor mange der indkaldes til dette eftertjek af Skat. Men vi kan se hvor mange, der kontrolleres. 

Af dem der kontrolleres vil nogle indkaldes til en ekstra forklaring – altså torskegildet. 

Det korte svar er, at mellem 2 og 5 ud af 100 virksomheder der er mikro, små eller mellemstore kontrolleres af Skat.

Det mellemlange svar er den tabel du vil se nedenunder. 

Det lange svar handler om din opførsel i fortiden. 

Ligesom du får mindre frihed af din kæreste til at sætte film på til hyggeaften, fordi du altid sætter Die Hard på – så kan du få længere eller kortere snor afhængig af hvor eksemplarisk du har opført dig førhen.

Risikoen afhænger af din virksomheds størrelse

I et svar til folketinget oplyser tidligere Skatteminister Karsten Lauritzen følgende tabel for årene 2014-2017.

Mikrovirksomheder er virksomheder uden ansatte med en omsætning på under 0,5 mio. kr.

Små virksomheder har op til 10 ansatte eller en omsætning mellem 0,5 og 14 mio. kr.

Dog har Skat for nyligt fået en stor pose penge til at lave mere kontrol for, så risikoen er nok større i dag end i 2017

Derudover er der med mere digitale værktøjer og stopklodser større risiko for at blive kontrolleret. 

Det er nemlig nemmere at udpege dem, der ser mistænksomme ud. 

Tallene skelner ikke mellem en kontrol og en indkaldelse. Du skal dog være varsom overfor begge dele. 

Fortidens synder øger risikoen for torskegilde

Skat arbejder risikobaseret når det kommer til kontrol. Det vil sige at de sætter ekstra hårdt ind over for de virksomheder, de vurderer som værende mest sandsynlige for at snyde. 

Det kan være branchen, den er gal med.

Det kan også være virksomheder, der førhen har været dårlige til at leve op til reglerne.

Derfor er det svært at give et konkret tal på hvor stor risikoen er for at blive udtaget til kontrol.

Det er også derfor torskegildet er den flittige leders fest. 

Dels fordi chancen er lavere for at blive udtrukket. Og består du kontrollen med kryds og slange, så har du en blåstempling på at du er en ordentlig virksomhed.

Andre lande arbejder på samme vis men er mere gennemsigtige med det. I Estland vil man eksempelvis dele risikovurderingen direkte med virksomhederne

Hvad er konsekvensen af et torskegilde?

Først og fremmest betyder det en masse arbejde for dig.

Du skal nemlig grave arkiverne igennem for at finde relevante bilag og lignende, så du kan forsvare dig over for Skat. 

Du kan stå til ansvar for bilag, du har for helt op til fem år tilbage. 

Dette er heldigvis ikke vildt belastende, hvis du har orden i dine sager og opbevarer dine bilag digitalt.

Er du lidt mere et rodehoved kan det godt betyde lange nætter og sved på panden. 

Konsekvenserne, hvis du så har lavet fejl er sværere at gætte på forhånd. 

Er det et bilag til 35 kroner du mangler, fordi du fik smidt kvitteringen på kaffe ud, så skal du formentlig bare betale den moms du har trukket fra.

Er der grove fejl eller decideret bevidst undgåelse af reglerne, så kan det hurtigt blive ubehageligt.

Eksempler på torskegilder

Det er svært at finde konkrete eksempler på torskegilder, man kan få indsigt i. 

Af naturlige grunde er det også de færreste der stiller sig op og deler oplevelsen med offentligheden 

Derfor starter vi med et stykke dansk filmhistorie, fra en tid hvor det var forrykt at spise for 20 kroner om dagen:

Her ser vi Keld Petersen til det forkromede møde hos tilsynet, hvor hans liv, spisevaner og hjemmearbejde på skorstenen endevendes.

Skat er heldigvis mere til at snakke med den dag i dag. 

Men det kræver at du har styr på dine ting.

Hvordan undgår jeg et torskegilde?

Det korte svar er at du skal lave dit regnskab ordentligt. Men alle laver fejl. Og du kan stadig risikere at blive udtrukket. 

Det handler derfor om at minimere mængden af fejl og være klar, hvis indkaldelsen endelig kommer ind af brevsprækken

5 forholdsregler:

  • Gem dine bilag digitalt, og gem dem altid fem år tilbage.

  • Lav dit regnskab bankafstemt (med udgangspunkt i banken), så du ikke glemmer nogen transaktioner

  • Lav dit regnskab løbende. Fejl ophober sig hvis du sidder og skal bogføre for et halvt år tilbage.

  • Overvej om du skal have hjælp fra en revisor eller bogholder. Enten når du bliver indkaldt eller på forhånd.

  • Lad være at gå i panik hvis du får indkaldelsen! 

Close Menu