Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages

Hvad skal jeg tage i timen som selvstændig eller freelancer?

At starte som selvstændig handler ofte om håb og drømme. Drømmen om at være sin egen chef, bestemme sin egen arbejdstid og kunne stå på egne ben.

Håbet om at bygge noget op fra bunden, der holder i mange år.

Men også en økonomisk drøm. Skal den drøm blive til virkelighed skal du besvare spørgsmålet: hvilken pris skal du tage i timen?

Hey... Er du sikker på din timepris er rigtig?

De fleste selvstændige har ikke styr på priserne. Hent vores gratis e-bog, der giver dig et overskueligt overblik over potentielle fælder og uhøstede gevinster.

Det er et ømt emne, fordi os danskere ikke er så glade for at snakke om penge.

Samtidig får mange lønmodtagere kaffen galt i halsen, når de hører hvad en freelancer eller selvstændig faktisk tager i timen for arbejdet.

Få svaret på, hvordan du beregner din timepris i denne artikel.

Eller omvendt, hvorfor dine freelancere virker så dyre.

Du kan nemt beregne din timepris ud fra svar på spørgsmål, du allerede stiller dig selv.

Regnestykket bliver lidt mere kompliceret når vi breder perspektivet lidt ud, og tænker over konkurrence, livstidsværdi og marketing. 

Hvordan regner man ud hvad man skal tage i timen?

Artiklen er en generel vejledning. Den hjælper dig uanset om du er grafiker, tømrer eller tekstforfatter med at finde en god pris du skal tage i timen.

Det er simpel matematik ud fra hvad du gerne vil tjene, hvor meget du vil arbejde og hvilke omkostninger du har i virksomheden.

Senere vil vi komme med mere branchespecifikke råd.

I bunden af artiklen kan du downloade vores timeprisberegner for selvstændige. 

Hvorfor er du blevet selvstændig?

Fantaserer du om et arbejdsliv, der giver højtryk i hverdagen og muligheden for at forsøde tilværelsen med rejser, gaver, lækre biler og en god bolig?

Eller vil du hellere have mere tid til børnene, at dyrke motion eller endelig at få læst den store russiske dannelsesroman, der har stået på bogreolen siden du pustede støvet af omslaget i en genbrugsforretning, du forvildede dig ind i for fem år siden.

Du er også nødt til at tænke realistisk. Du kommer ikke til at tjene det samme ved at arbejde 20 timer om ugen, som hvis du arbejder 60.

Det er også helt anderledes, hvis du er selvstændig som bibeskæftigelse. Altså ved siden af dit normale job. For så er der færre omkostninger at dække.

Mange nye selvstændige binder sine egne snørebånd sammen når de undervurderer sig selv og tager en alt for lav pris per time. Når de så endelig rejser sig for at sprinte i mål med forretningen, snubler de og falder. 

Desværre er det ikke alle virksomheder, der rejser sig op bagefter.

Virkeligheden er ikke simpel – men det er matematik heldigvis. Se med nedenunder.

Beregning af hvad du skal tage i timen som selvstændig og freelancer

Sat helt på spidsen er regnestykket en simpel formular. Vi går ud fra du gerne vil tjene mindst det samme som hvis du var lønmodtager.

Din timepris skal være din ønskede løn divideret med antal timer, du arbejder.

Lad os tage et simpelt eksempel først. Hvis du gerne vil tjene 40.000 om måneden før skat og arbejde 37 timer hver uge, så svarer det til 480.000/år og cirka 1600 timer på et år. 

Det giver cirka 300 kroner i timen.

Selvstændige betaler alt selv

Vi er slet ikke færdige med at regne. 

Der er nemlig mange ting, lønmodtagere tager for givet, som en selvstændig selv skal stå for. Disse ekstra udgifter skal også være en del af, hvad du tager i timen.

Der er feriepenge. Pension.

Tager vi de 480.000 om året igen skal vi så tilføje 12,5% i feriepenge og måske 8% i pension.

Så er vi oppe på 583.000. 

Virksomheden har også faste udgifter, der skal dækkes.

Dette svinger meget da en tekstforfatter, der “bare” skal bruge en computer har færre udgifter end en designer, der bruger penge på dyre redigeringsprogrammer, kamera, print og lignende.  

Du betaler også for husleje, el, internet, mad og så videre. 

Der er forsikringer oven i hatten. Sygeforsikring, ansvarsforsikring, IT-forsikring. En forsikring af kontorhunden, eventuelt. 

Derudover er der penge til hjemmeside, reklameudgifter, honorar til en bogholder eller noget helt fjerde. 

Der er også udgifter til den specifikke opgave, såsom materialer, licenser og kørsel.

Alle udgifter er en del af regnestykket, der fortæller dig, hvad du skal tage i timen som selvstændig.

Hvad er timeprisen for selvstændige og freelancere?

En der hyrer freelancere tænker måske, at det er mærkeligt at betale for disse ting. 

Men en freelancer er ikke bare en person, men på en og samme tid medarbejder og arbejdsgiver. En selvstændig er en hel virksomhed i form af en person.

Lønmodtagere får alle disse goder (et kontor, internet, en hjemmeside, en virksomhed der reklamerer) udover lønnen. 

En selvstændig skal få det hele til at køre rundt selv. 

For regnestykkets skyld, lad os sige du som selvstændig har 10.000 kroner i udgifter om måneden, eller 120.000/år.

Så rammer vi cirka 700.000/år i udgifter (inkl. din løn). Presser du det tal igennem formlen får du en timepris på 439 kr. 

Der er ikke kun ekstra omkostninger ved at være selvstændig. Der er også ekstra arbejde. 

Skjulte timer

Tænk over din hverdag som selvstændig. Laver du kun arbejde, du direkte kan få en kunde til at betale for?

Udover dit kernearbejde har du også opgaver som 

  • At reklamere for dig selv fysisk og digitalt
  • Lave administration som f.eks. bogholderi eller kørebog
  • Drive din hjemmeside
  • Lave tilbud og kontrakter
  • Arrangere og gå til møder med kunder

Du kan sikkert selv komme på mange flere tidsrøvere. Problemet er, at de timer du bruger der kan du ikke skrive på en faktura. 

Ikke direkte, i hvert fald.

Det skal regnes med i din timepris, at du ikke arbejder for dine kunder alle 1600 timer om året. Når du regner ud, hvad du skal tage i timen skal du huske det.

Ikke alle timer er skabt ens

Det er nok tættere på 60-70% af dine timer, der er fakturerbare. Dette kan være både mere og mindre.

Der kan spares meget tid ved automatisering af bogholderi og kørebog, et nemt websidesetup, fakturaudsendelse, indbetalingsregistrering og faste kontrakter.

Lad os sige du kun bruger 70% af din tid på arbejde, du kan få din kunder til at betale for.

Så er der 1120 timer om året til at indtjene de 700.000 kroner. 

Det giver en solid timepris på 625 kroner for at din virksomhed kører rundt.

Pris er en forhandling mellem dig og din kunde

Udgangspunktet for regnestykket om hvad du skal tage i timen, er hvad du vil have i løn. 

Noget helt andet er, hvad din kunde er villig til at betale. Det er ikke sikkert de gider finansiere din drøm om en lækker Lamborghini i indkørslen. 

Der er nemlig også interne og eksterne faktorer, der kan gøre din pris højere eller lavere.

De interne er dem, der har noget med dig at gøre. Selv om du gerne vil have 40.000 om måneden, så skal du vurdere om du faktisk er det værd. 

Erfaring og evne bestemmer prisen

Interne faktorer kan være din erfaring, både i det hele taget og i forhold til den enkelte opgave. 

Erfaring skal så også holdes op mod kvaliteten af dit arbejde. Selvom du ikke er så erfaren kan du jo godt være rigtig god til det, du laver. 

Er du logoens Michelangelo når det kommer til techfirmaer, så kan du kræve lidt mere for det end en, der bare generelt er god til at designe logoer. 

Eller tilbyder du ekstra frynsegoder, der bringer værdi og glæde for kunden? 

Din evne til at forhandle priser er ekstremt vigtig her. Kan du overbevise en kunde om at du er 900 kroner værd i timen? 

Der er også andre faktorer, du sikkert kan komme i tanke om. Det handler om, hvilke styrker og svagheder du har som virksomhed i forhold til dine konkurrenter

Pres fra konkurrenter og kunder

Eksterne faktorer er forhold, du ikke selv har en indflydelse på. 

Det er både vilkår for din branche, hvor stærke dine konkurrenter er, og hvad de tager i pris.

Tager dine konkurrenter generelt kun 200-300 kroner i timen, så skal du altså levere produkter der giver dine kunder glædestårer i øjnene, før du kan få 625 kroner.

Hvad kan kunden betale?

Det handler selvfølgelig også om, hvem dine kunder er. 

Er det nystartede virksomheder, der skal vende hver en 25-øre for at få det til at løbe rundt? 

Så kan du tage mindre end hvis du henvender dig til større virksomheder, der har mere etablerede budgetter.

Hvad tager mine konkurrenter?

Det er ikke altid lige nemt at finde ud af.

Spørg folk i dit netværk, om hvad de betaler/har betalt for en med dine evner.

Du kan også prøve at spørge konkurrenter og håber de deler ud af hemmelighederne.

Alternativt kan du kigge på tjenester som Worksome eller lignende platforme og se hvad folk som dig koster.

Timeprisen på en tømrer er bare lavere end på en ingeniør

Mange brancheforeninger, a-kasser og fagforeninger har også vejledninger til at fastsætte priser. Det er godt, for priserne varierer meget på tværs af brancher og fag.

Danmarks Journalistforbund skriver f.eks at en freelancejournalist bør tage mindst 900 kr/t for en normal artikel.

Ingeniører kan finde vejledning hos IDA.

Kig hos lignende organisationer fra din verden og se, om de ikke kan hjælpe dig på vej.

Fast pris eller timepris?

Om du skal tage en fast pris eller en timepris er en lige så gammel konflikt som den mellem Coca Cola og Pepsi.

Nogle insisterer på, at du bør have en fast pris for alle dine produkter, så kunden ved hvad han eller hun får.

Andre siger, at du bør tage en timepris. Det giver dig fleksibilitet og sikkerhed, hvis nu opgaven vokser som ukrudt i haven og pludselig fylder mere, end du regnede med. 

Begge tilgange har hver sine fordele og ulemper, men i sidste ende har de også meget til fælles. 

For at udregne en fast pris skal du nemlig alligevel udregne en timepris. Dine faste priser bør regnes ud fra hvor mange timer det tager at lave arbejdet, og hvad de timer koster.

Men der er forskel på de to i forhold til markedsføring, kundepleje og mere grundlæggende forretningsvilkår. Se skemaet nedenunder for en sammenligning.

Fast pris

  • Du betaler, hvis opgaven tager længere tid end forventet.

  • Det kan derfor hurtigt blive en dyr fornøjelse.

  • Det skaber en interesse for dig i at blive færdig hurtigst muligt. Pas på du ikke springer over, hvor gærdet er lavest. 

  • Kunden kan ikke så let skifte dig ud som var det timebaseret.

Timepris

  • Kunden betaler, hvis opgaven tager længere tid end forventet.
  • Du risikerer altså at skulle fortælle din kunde nogle dårlige nyheder. 
  • Til gengæld er du sikker på at få betaling for de timer, du faktisk bruger.
  • Der opstår modsatrettede økonomiske interesser: du har interesse i at opgaven varer længere, kunden i at den varer kortere.
  • Der er et loft på omsætning, da du max kan fakturere for 24 timer i døgnet – medmindre din kunde er meget uopmærksom 😉

Hvad der er mest normalt at gøre er også anderledes fra branche til branche. Gør du noget unormalt, så skal du være god til at forklare hvorfor du vælger at gå en anden vej.

Hvis alle bilerne på motorvejen kører i modsat retning af dig selv, så er der jo nok en grund til det.

Overvej også abonnementer, klippekort samt rabatter og tilbud som andre modeller for priser.

Der findes også andre prisstrategier, og pris er en væsentlig del af din markedsføring. Men det bør ikke være den eneste. 

Er du meget selvsikker kan du også køre no-cure-no-pay-modellen, hvor du kun får penge hvis du lever op til målsætningerne, f.eks. øger salget på en hjemmeside. 

Du skal også stille spørgsmålet om alle dine kunder får den samme pris, eller om det er individuelt pr. opgave.

Vælg den rigtige pris fra starten

Det er værre at starte for lavt end at starte for højt. Det er altid nemmere at bede om tilgivelse end tilladelse.

Starter du for højt vil du hurtigt finde ud af, at dine kunder ikke gider betale. Så kan du sænke dine priser til noget mere rimeligt løbende.

Lægger du ud med meget lave priser er det lidt sværere at lave om. Bliver dine kunder først vant til dit gode arbejde til discountpriser, så er det ikke lige sådan at få dem til at hoste op med mere. 

Der er også den helt praktiske konsekvens, at du tjener mindre end du kunne have tjent. 

Og måske så lidt, at du er nødt til at lukke og slukke. 

Det er ikke umuligt at forhandle sig op løbende, men det er sværere end hvis du startede på et fornuftigt grundlag.

Det kræver altid mere at overbevise om en forandring, end at overbevise om at fortsætte som altid. 

Jeg er ny - kan jeg tage samme pris som alle andre?

For at finde en god løn du skal tage i timen, skal du stille dig selv et hårdt, men nødvendigt spørgsmål.

Hvad er du egentlig værd?

Svaret på det spørgsmål handler blandt andet om din erfaring. Både som selvstændig, men også forinden.

Der er forskel på at springe ud som selvstændig webdesigner efter 10 år med lange mandagsmøder på et bureau, og som en frisk 19-årig, der netop har afsluttet gymnasiet.

Begge kan bygge hjemmesider, men de gør det nok ikke lige godt. 

Hvis du kun er 20.000 eller 30.000 værd om måneden, så skal din timepris afspejle det.

Så kan det godt være du skal starte lavere og hæve priserne i takt med, at du bliver mere erfaren. 

Vi skrev ovenfor, at det var svært.

Men det er ikke umuligt. 

Hvornår kan jeg hæve priserne som selvstændig?

Det er svært at komme med et endegyldigt svar, der gælder for alle på tværs af brancher og erfaring.

Det korte svar er: når du kan.

Har du individuelle priser pr. opgave, så kan du prøve at hæve den for hver ny kunde, du får i forretningen. 

Er din pris gennemsnitligt steget meget over en periode, skal du prøve at genforhandle med dine gamle kunder.

En anden tommelfingerregel er, at du kan hæve priserne når du får flere ordrer ind end du kan følge med i. På business sprog siger man så, at efterspørgslen på dine evner er større end udbuddet. Så bør prisen stige. 

Hey... Er du sikker på din timepris er rigtig?

De fleste selvstændige har ikke styr på priserne. Hent vores gratis e-bog, der giver dig et overskueligt overblik over potentielle fælder og uhøstede gevinster.

Hvordan ser regnestykket nu ud?

Du kan downloade vores timeprisberegner for selvstændige og freelancere her: 

Det hele er selvfølgelig blot vejledende. Vi kan ikke på forhånd komme med et svar på, hvad der giver bedst mening for dig og din virksomhed.

I sidste ende, er det dig, der bestemmer hvad du tager i timen. Det er både lykken og sorgen ved livet som selvstændig.

Få et udgangspunkt med vores timeprisberegner og så hæv eller sænk derfra ud fra dine fornemmelser og de faktorer, vi har skrevet om i artiklen.